tirsdag den 15. november 2016

En næsten uendelig afslutning i munden

Vinsmagningen er denne gang arrangeret i fællesskab af Rene og Morten. Vi mødes på Amagerbro kl. 18 fredag d. 25.11. Titlen på aftenens smagning stammer fra beskrivelsen af den ene af Rene's dessertvine...

Forret: Tapas/charcuteri

Champagne Brut Nature, Christophe Mignon, NV 
Firmakøb til 265

Der arbejdes efter øko / biodynamiske metoder, men vingården har ikke certifikat, da Christophe ikke vil dikteres, hvad han skal gøre med sine marker. Der bruges udelukkende Pinot Meunier druen, som de selv mener er klart undervurderet og i faglitteraturen stort set kun beskrives som ”arbejdshesten” i Champagne.

Vingården ligger ved Le-Mesnil-le-Huttier syd for floden Marne, 13 km vest for Epernay. Leret/jorden egner sig fantastisk til, at producre Pinot Meunier. Mange vinbønder i området sælger deres druer til co-operativet og en af de helt store spillere i Champagne.

Ingen restsukker. Høst, tapning og ”degorgement” er alt bestemt af hvilket tidspunkt månekalenderen indikerer. Vinen har de seneste år været at finde som husets glasvin i bl.a. Noma, Studio og Amass.

Cuvéen er knastør, da den ingen restsukker har. Den har en flot fylde/fedme og fantastisk ristet brød i næsen, nærmest over i duften når man mæsker bygmalt til øl. Boblerne er fine og springer let på tungen, hvilket udmunder i en frisk syre med lette blomsternoter.

Se evt. mere her.

Mengoba, Sobre Lias, 2012, Bierzo
140 kr. hos Bichel
Lavet på ren Godello, der er lagret sur lie (på gærrester) på store 5000 liters cementfade i 10 måneder.

Flot og intens duft af modent æble, pære, fersken, melon og anis. Ren og mellemfyldig i smagen, igen med stor, stor intensitet, kompleksitet, frisk, høj og velbalanceret syre samt en meget lang eftersmag.

Bierzo i den nordvestlige del af Spaninen er en appellation fra 1989. Vi er vest for Toro og Ribera del Duero. Klimaet er en blanding af det kølige og atlantiske, som du finder i Galicien, og det mere kontinentale og varme, som vi ser det i Ribera del Duero og Toro. De røde vine er typisk lavet på Mencia (der vistnok er det samme som/i familie med Cabernet Franc).

Vinen er i denne årgang tildelt 93 point hos Wine Advocate samt 6 stjerner i Gastro.



Hovedret: Vildt
Da vi mødes fredag er hovedretten enten tilberedt dagen før - alternativt er vi ude i steaks / tournedos.

Blindsmagning
Til hovedretten arrangeres en blindsmagning med røde vine. Om Vinklubbens øvrige medlemmer ligger inde med vine, som I tænker vi absolut bør smage, så kan de eksempelvis indpasses på dette tidspunkt.

E.Pira Barolo "Cannubi", Chiara Boschis, 2003
486 kr. via privat import

Jeg har købt et par flasker E.Pira Barolo Cannubi. Denne aften skal vi smage den med mest alder. Glæder mig til at smage, hvad jeg tror og håber er en top Nebbiolo med alder - trods tvivlsom årgang. Det fremgår af producentens hjemmeside, at vinen har fået to år på nye franske fade.

Beskrivelse fra Erik Sørensen Vin, der er dansk importør: Det lille kult-domæne ejes af Chiara Boschis, der "håndlaver" godt 30.000 fl. kostbar vin fra knap 9 hkt, heraf 2 i Cannubi, Barolo's bedste vingård. Til denne vin bruges kun druer fra hjertet af skråningen, blot 1 hektar. Ingen klaring, ingen filtrering, malolaktisk gæring i nye små egefade. Cannubi anses for Barolos fineste vinbjerg. Salget er stærkt rationeret. Chiara er del af den gamle Borgogno familie, men har ledet sit eget lille domæne siden 1990 - hun var i en ung alder den første kvindelige ejer og vinmager i det ellers konservative Barolo - og har en hovedrolle i "Barolo Boys", filmen om revolutionen i Barolo i 1990erne.




Dessert: Cheesecake i glas 

2 glas - 2 personer

1 dl fløde, pisket til skum
4 spsk flødeost naturel
3 spsk flormelis
korn fra ½ vaniljestang elle ½ tsk vaniljesukker
2-3 spsk citronsaft
5 digestive, knust til krummer
marmelade efter smag

Fremgangsmåde:
  • Bland flødeost, flormelis, vaniljekorn og citronsaft sammen til en ensartet masse.
  • Vend flødeskummet forsigtig i ostemassen med en dejskraber.
  • Knus kiksene i en pose og fordel det lige op i to glas.
  • Kom evt. din ostemasse i en sprøjtepose og sprøjt det ned i glassende så undgår du at grise kanterne for meget til.
  • Top din cheesecake med 1-2 spsk marmelade.
Esterhazy Trockenbeerenauslese, 
2008 fra Østrig 199,75 kr. for 37,5 cl. hos Vinkyperen.

Beskrivelse: Denne vin besidder en meget fin sødme, samt hint af tørret frugt, appelsin og honning. Den har en helt utrolig cremet og blød karakter, som er i perfekt harmoni med vinens elegante syre. Den har en næsten uendelig afslutning i munden. Vinen guld ved Austrian Wine Challenge 2010.

Esterházy familien har været i centrum for vin, kultur og politik i Burgenland siden det 17. århundrede. Visionen er at kombinere gamle traditioner med ny og moderne teknologi. På det nye vineri er der ikke en kælder hvor både de hvide og røde druer bliver presset. Derimod bliver druerne behandlet separat i hvide og røde vinkældre, fra levering af de manuelt høstede druer til den færdige vin. Det imponerende Esterházy har en total kapacitet på 600.000 flasker og 600 egetræsfade.






Museum Muscat
Yalumba, 179 kr for 37,5 cl. hos Vinkyperen.dk

En australsk dessertvin, som har en dejlig sød og fyldig smag, med en yderst elegant karamelagtig farve. Duften minder en om rosiner, mens man i smagen tydeligt fornemmer muscat-druer. Det hele toppes af med en dejlig krydret eftersmag.

I 1847 havde Samuel Smith sat sejl fra England mod Australien. Ombord med sig havde han sin hustru og fire børn. I december 1847 ankom de til kolonien South Australia, og et par år senere, i 1849, havde de grundlagt Yalumba. Yalumba er et ord, der stammer fra aboriginal, og som betyder all the land around. I dag er det Robert Hill Smith, efterkommer af grundlæggeren, der med stor succes leder Australiens ældste familieejede vinfirma, som har til huse i Angaston i Barossa Valley. Yalumba har i 160 år været en af de vigtigste vinproducenter i Barossa Valley, blandt andet på grund af at deres vine altid reflekterer det bedste for regionen i den givne årgang.